Den er ikke noget særligt - og den er helt forrygende. På sin egen originale måde nærmest fuldkommen. Den begynder sådan her: "Der er ingen skibe på havet. Kun store bølger og koldt blæsevejr. Frøken Frida fryser." 3 linjer, forståelige fra 3 år, mundrette i oplæsning og ladet med stemning og fortælling. Vi forventer os straks noget og bliver ikke skuffede. Billederne er på samme måde enkle og ladede, af og til nærmest dramatisk kontrasterende i farveholdningen, varmt mod koldt. Og det ligner ellers en stille fortælling om en stille eksistens (hun kunne være bibliotekar, en fornuf: en fornuftig page, et par kraftige briller og et charmerende kropssprog). Frk. Frida spejder ud over havet eller går rundt derhjemme og fryser i månelys trods pejsebrænde, motion og kat på dynen. Hun savner Karl Johan, fortæller hun katten, og af små hentydninger i billederne mærker vi at noget maskulint, maritimt mangler i hjemmet. En dag skinner solen, et skib ses på havet, og da Frida henter Karl Johan ved havnen er alt idyl. Her er focus på både det nære: en stor gren, to tynde pinde og tre små kviste til pejsen og på det store: det ene menneskes længesl efter at være to - eller helst tre med katten