Forf.s nye novellesamling er på sin vis foruroligende læsning, men på den stilfærdige og diskrete facon, som i øvrigt er et fremtrædende karaktertræk i forf.skabet. 12 noveller af vekslendelængde om selvoptagetheden og tilværelsens muligheder og risici ("Manden på gaden"), om fjendebilleder og dømmekraft ("Lukketid"), om mødet med mellem fremmede kulturer og den 'øllede' danskevirkelighed i et lavmælt portræt af den tyrkiske kvinde Hilal, eller om selvbedraget og forstillelsen, der i forening med omgivelsernes pres og forventning til stadighed manifesterer sig påbekostning af individets integritet og frie stillingtagen. Omend budskabet undertiden fremstår symbolsk og indpakket, så favner samlingen om klare temaer i tiden, forfattet af en afdæmpet moralist,der har et godt øje for de omstændigheder, der p.t. determinerer 'tidsånden'. Heldigvis er forf. dog ikke så moraliserende, at bogen står som skrevet med pegefingeren. Novellerne vidner derimod omet sikkert greb om sproget medtilhørende spændvidde fra det nænsomme portræt til det syrebad af en karakteristik, som venligt men bestemt adresseres til den 'trendsættende' journalistik, der tilstadighed befamler og befordrer 'den nye livsstil'. En udgivelse man kunne ønske en større bevågenhed end den, der normalt bliver novellen som genre til del

Tolv noveller om en række mennesker i 1990‘ernes København, der alle lever midt i og med tidens tendenser – vi møder både den trendsættende journalist, den nervøse kioskejer og de fremmedfjendske, halvalkoholiske mænd – og selvom forfatter Georg Metz‘ beskrivelser er lavmælte og diskrete, rammer de samtidig lige på kornet...