Portræt af forfatteren der satte nye grænser for skildringer af død, sex og vold, og hurtigt fik ry som forråelsens forfatter

Rammen omkring Mads Brenøes nye roman har form af et brev, hvori Jane Feldt underrettes om broderens selvmord i det fængsel, hvor han har siddet i forvaring på ubestemt tid, dømt for en forbrydelse han hævder at være uskyldig i. Derefter følger så David Feldts papirer, der fragmentarisk og springende fortæller om den stilfærdige bogholder hvis anonyme liv viser sig at være et skrøbeligt dække over et indre kaos af skam og følelsesmæssige fortrængninger. Det andet "spor" i papirerne er historien om, hvordan David forskriver sig til Djævelen - i skikkelse af en gammel antikvarboghandler - og kommer i besiddelse af en fyldepen, der uden hans vilje skriver den fatale historie om forholdet til en kvinde - et forhold der ender med mord. MB's ærinde er ikke den psykologiske analyse af det syge og afvigende, men mere alment at skildre forholdet mellem det onde og det gode, mellem ansvar og skyld, opfattet som ontologiske størrelser- "som noget medfødt, noget der på ingen måde kan vælges eller vælges fra. Det er der bare." Når det lykkes er det først og fremmest fordi romanen er så sikker og stram i sin komposition, renset for det udvendige og effektsøgende der prægede MB's to første bøger. I stedet er der en etisk og moralsk dimension som er ny i forfatterskabet, der her tager et stort skridt fremad i kvalitativ henseende

Efter et års tid i fængsel findes David Feldt død i sin celle, og alt tyder på selvmord...