"Kun seks af Det Glemte Kvarters numre er sangversioner af digtene, på resten læser digteren selv op. Det er altså den omvendte model af Lars H.U.G.s på den berømte og, beklager, for altid bedste 'City Slang'-plade fra 1984, som det er umuligt ikke at sammenligne med, og som der da også hilses lydligt på undervejs ... Med deres blanding af drømmepop, elektrojazz og symfonisk rock rusker de unge musikere både (høfligt) op i digterens distinkte oplæsningsstil og tilfører den ellers lidt sløje jazz'n'poetry-genre nogle tiltrængte beats. Alligevel er det også, som om digtene rytmisk og stemningsmæssigt forbliver et fremmedelement i de stort anlagte, filmiske og i sig selv smukt orkestrerede kompositioner ... For mig bliver det beundringsværdigt ambitiøse forsøg på et møde mellem musik og digte i sidste ende for vellydende, for poleret og poppet pænt. Musikken gør, kort sagt, digtene mere harmoniske, mere lækre, end de er. For mig mangler deres oprindelige dissonans. For andrevildet være lige nøjagtig derfor, de bliver glade for albummet"