Indhold: Hvorfor skal jeg være her, sagde fuglen ; Du hár bedt om det, du har endda ; Ja ja archimedes, du er en stor ; Soldaterne vælter ind eller ud over grænserne ; Først elsker hun, så standser hun op ; Vejret er en gammel mand ; Der er en meget kraftfuld sang ; Man skal ikke finde ; Mine kolleger ytrer sig fortrinsvis ; Alt er et stort ord, indrømmet ; Han improviserede fra morgen til aften ; Jeg bøjer mig i andagt for vinden ; Skæbnen er gammel og hvidnende, den har været her ; Hvis man havde en saxofon, der med stor tone ; Det er et mirakel, at et menneske ; Bare ; Monadens lille hus har mange blanke vinduer, et af dem ; Hvis vi tager hinandens hænder og danner en kæde ; Jeg ville så gerne gøre papiret og teksten glade ; Poesien er ren og lyder som en klokke ; Hvis vi var evige, ville vi leve ; Når man beder en bøn, må man hverken ; Jeg bekender ikke, men jeg tilstår ; De paniske billeder af de endnu levende ; Min sorte kat lægger hovedet på min hånd ; Nu regner det i digtet igen, dammit ; Denne mærkelige fornemmelse ; Sorg over ondskab i hverdagen ; Det politiske liv kalder, thi for alt ; Tankerne har pakket deres kufferter ; Her sidder vi nu, og hjerterne brænder ; Hver eneste nat skriver jeg det her ; Kattene kryber sammen under bordet ; Nu vil jeg være positiv, jeg vil ; Livet består hovedsageligt af afslag ; Vi er insekter, kæberne er kraftige ; Der sker noget mærkeligt, når vi ; At følge nogens bevægelsers rytme ; Folk heromkring er glade med forbitrede ; Vejret er reaktionært for tiden, intolerant ; Jeg ødelægger mig selv, det er ; De unge mænd svor deres ed med hånden mod klippevæggen ; Ravnene skriger højt over vores træer ; Nonsens værdsættes med rette for dets duft ; I dag gik jeg ned til floden, den der løber ; Afgrundens rand ligger ikke ; I lyrikken beskriver kvinderne ; Sanskrit er et særligt sprog, der bringer taleren som sanger ; Tanken lukker sig, men kaster en tung sten ; Krig består i at urinere på de mishandlede lig ; At næsten udelukkende se det, der viser sig ; Bag hvert minut gemmer sig et andet minut ; Hver gang verden udvider sig, zoomer jeg hurtigt ; Ethvert næb synger med sin fugl ; Sorgen over livet selv er en ; Markisen gik ud klokken fem ; Jeg skriver fordi ingen standser mig, hvilket ; Den eneste virkelige forskel mellem mennesker ; Et udsagn har en begyndelse og en midte, men ; Man sætter sig ned og synger en sang ; Solen er gået pænt og lydløst ned ; Natten var helt usigelig, kunne ikke blive færdig ; Du går som en olding, er du det ; Jeg bliver mere dualistisk for hver dag ; Nattens mange dyr og maskiner lurer ; Alle kroppe er ånder og alle sten ; Udmattelse og munterhed, mine to ; Livet bliver længere og længere, det er ; Prosa, oratio prosa, fremadvendt tale, er ikke ; Fuglene nyder akustikken i de høje magnolier ; Idet jeg så at sige står, rejser jorden sig brat ; Jeg trasker gennemblødt rundt i sommerregnen ; I vores art elsker man på mange kilometers afstand ; Strindberg klistrer forgæves ; Slanger i græsset, i træerne, i skoene ; Sproget står vinkelret ud fra kroppen ; Her er en ting: her er ; Dagen indeholder små dage ; Menneskenes største problem er, stort set ; Stenene smuldrer i stenbroen, skodderne falder ; Sandhedsfunktionen i sproget består ; Nej, vær ikke mig, du, jeg kan give dig ; Strindberg levede ganske forgæves ; Se, den gamle sol er en ; Men den nye sol blinker ; På posthuset spørger jeg, om ; Et krus kold kaffe flød ud ; Munterheden blandt de døende ; I verdensoperaen synger agenterne små arier ; Solen er nede, fuglene har indstillet udvekslingen ; Kærligheden består af elskov, afbrudt af overgange ; Min aldrende kat stavrer omkring i havens vildnis ; Natten er meget dyb, hviskede hun med armene ; Natligt uvejr, faktisk hagler det, korn som glaskugler ; Alt vel, men også jeg begynder at gå baglæns ; Sagen er, at du skal dø, min ven ; Om pinsler: såkaldt åndelig smerte, mange gange ; Jeg beklager abstraktionen, jeg skulle i stedet ; Mads-aurelius, hvor er du, kalder moderen sin lille ; Ingen aner hvilken verden vi ; Græsset er fedt og regnfuldt, katten ; Bag mig spiller richter sin händel ; Hvis nogen samler for meget identitet ; Bevinget opvågnen efter ond drøm ; Homunculus meus vandrer omkring i krattet ; Jeg ville gerne lyde som boteros muerte ; Who cares, var der en, der mumlede ; Man burde til trøst og lindring ; Nyere forskning har vist, at der til en god vask ; Forskere, som dyrker den højere videnskab ; Asfalten smelter i eftermiddagsheden, hundene ; Jeg befinder mig under en glasklokke af ilt og liv ; Alt fortsætter, hvorfor skulle alt ikke ; Jeg er et sprællende insekt af metal ; Man meddeler sig, man går ud af sig selv ; Min fortid er nådigt slettet af historien, jeg har ; Kloden skrumper flere kilometer hver dag ; Dona nobis pacem, gad vide, om ikke ; Månen er en skydeskive for amerikanske ; Man stopper et godt A ind i det ene øre ; Vi er symbolske, vi løfter et bryn, en hånd ; Venner, så snart man er død ; Denne senile lille by er fuld af monumenter ; Himlen blåner med efterårets ; Kat, min sorte ven, forstår du ; I aften går verden fra kubisk rumtid tilbage ; De træder vande de træder vande og ingen ; Men jeg har stadig ikke forstået hvad ; Her sidder man så og lytter opmærksomt ; Mennesker og steder løber sand mellem mine fingre ; Man opdager, at man er blevet snydt, man ; Heidegger var altid allerede til stede, han var-dér ; Vi går rigtignok med hjernen i støvlerne ; De længes efter krigen ; Jeg skriver for døve øjne, jeg ved det,eller ; Lyrisk aften med tungt lys over sensommerløvet ; Jeg har nu en midnatsugle, der tuder punktligt ; Han benægter den fri vilje hver morgen ; Der ligger en gammel kristus af træ i den lokale ; Græsset rejser sig med et vist forbehold ; Cézannes bjerg er tungt men fjernt ; Enhver kæmper sin såkaldte kamp synkende ; Folk venter på hinandens forsvinden ; Om lysten lige her ; Velan, skrev jeg til dig ; Alle træder vande, det giver ; Hvis jeg viser dig mine følelser ; Når landene er faldet fra hinanden ; Smerten overlever alle lystigheder, ligesom ; Det stemmer, at universet ; Men lige meget hjælper det os, som i værens net ; I dag har det regnet langsomt og smukt som ; Jeg vender tilbage til thelonious, I mean you, gad vide ; De, der forstår, hvad jeg siger, bøjer hovedet ; Folk kommer hen, jeg står her ; Han forsøgte at tænde lyset ; Store sorte blade falder vådt ; Fluctuat nec mergitur, står der ; Hvad stilhed ellers er, ved jeg ikke, jeg er ; Fatter du det, min læsende ven, også du vil ; Man stikker et par følehorn frem ; Frosten kommer nærmere, nu er den kun et par gader ; Noget er der i vejen, selv min kat vender om ; Et skælvende mysterium, næsten uhørligt og højtideligt ; Hans ravkam delte ; Syntaks er følsomt kød, man må ; Poesien er en ofring af ord, idet ; At få noget værdifuldt til at forsvinde ; At ødelægge et eller andet på en spektakulær måde ; Byerne lægger sig ned og råber om nåde ; Kaffemaskinen, brødristeren, græsslåmaskinen ; Hvorfor er telepatien afskaffet i nyere tid ; Den stærkeste massakre kaldet ret og ; En mishandlet krops raserede sensitivitet ; Frosten satte ind i dag, under kuldslået solskin ; Sætningerne fortsætter, den ene ; Endnu levende personer bæres ind på scenen ; Floden flyder bredt mod nord, skummende ved sin sluse ; Det, du viser mig, er et billede ; Hvor langt er der ud til verden ; Vi har frembragt et barn, helt selv ; Jeg vil ringe til det væsen, jeg elsker ; En aften for 45 millioner år siden fældede træet