Forlagets beskrivelse af: Nordhavet af Ian McGuire

Velkommen ombord på det skæbnesvangre hvalfangerskib Volunteer, der stævner ud fra Hull i England med kurs mod Baffinbugten, det nådesløse og smukke hav nær Vestgrønland. Året er 1859. Ian McGuires første roman på dansk er en fortælling om overlevelse i et ekstremt råt miljø. Romanen stinker af hvalolie, blod, uvaskede søfolk og råddenskab. Og den emmer af spænding hele vejen igennem – når den første hval spottes og fanges i en blodrus, når pakisen lukker sig om skibet, når det lille lukkede samfund ombord på hvalfangeren udsættes for voldsomme prøvelser.