Forlagets beskrivelse af: Jeg brød et løfte af Dorthe Emilie Røssell

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnsk modstandsgruppe. I familiens lejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner eller skjulte jøder, der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun sankthansaften i 1944.

Jeg brød et løfte er Dorthe Emilie Røssels anmelderroste og bevægende erindringsroman, som hun debuterede med i 2007. I alle årene efter udgivelsen har hun rejst rundt og holdt foredrag på biblioteker, højskoler og for læsekredse over hele landet om sine oplevelser under anden verdenskrig.

I 2020 er bogen blevet til en anmelderrost dramadokumentarserie Min fars krig . Heri medvirker den nu 86-årige Dorthe Emilie Røssell.

Jeg brød et løfte er indlæst af Dorthe Emilie Røssell selv i foråret 2020.