Forlagets beskrivelse af: Manden i kolonihaven af Jens Jørgen Hansen

I den navnløse, midtvestjyske by – der for nogen kan minde om Herning, for andre om Varde – hutler Madsen sig igennem tilværelsen. Han bor året rundt i sit kolonihavehus og passer et halvtidsjob som natportier. Resten af tiden går med fuldt ud at genvinde den mentale balance. Krigstraumer i forbindelse med en udstationering for forsvaret hjemsøger stadig hans sind, på trods af at oplevelserne ligger år tilbage. En sen nat forsøger en lokal forretningsmand at hyre ham til at undersøge en utroskabssag. Madsen har sine tvivl, men lader sig overtale. Opgaven er trods alt simpel og vil kunne kaste en solid dynge jyske dollars af sig, og hvad kan vel gå galt? Velkommen til kolonihaven – og en vaskeægte, lavspændt, vestjysk action-krimi.