Forlagets beskrivelse af: Stolthed og fordom af Jane Austen

Da Elizabeth Bennet første gang møder Fitzwilliam Darcy, finder hun ham arrogant og indbildsk allerede inden, han ved samme lejlighed højlydt fornærmer hendes udseende. Da hun senere finder ud af, at Darcy er hovedårsagen til, at hendes elskede søster Jane ikke kan få den mand, hun elsker, vokser hendes i forvejen stærke modvilje mod ham endnu mere. I den begivenhedsrige fortælling, der herefter følger, udstiller Jane Austen, hvor lidt man kan stole på førstehåndsindtryk, ligesom hun på karakteristisk ironisk vis udstiller snobberi, dumhed, selvoptagethed og flosset moral i det 19. århundredes provinsielle middelklasseliv i England. Det lyder måske trivielt, men det er det ikke. Det er Jane Austen, når hun er bedst, og Stolthed og fordom er en af de uomgængelige kærlighedsromaner i litteraturhistorien.