Forlagets beskrivelse af: Børnehjemsdreng 1951-1961 af Steff Ejlertsen

Jeg holder meget af at fortælle, så i lang tid var det mig, der fortalte godnathistorier, når vores datter, Cecilie, skulle sove. Oftest var det historier, som jeg selv fandt på, og som min datter valgte emne eller stikord til, f.eks. historien om: "Manden, kæppen og hullet i jorden," eller "Pigen, hesten og den sorte taske." Fælles for alle historierne var, at der skulle være tre ting med, og at de altid skulle ende godt. Ofte nåede vi i øvrigt ikke til slutningen, fordi den ene af os, eller vi begge, faldt i søvn, men det gjorde ikke noget. Vi begyndte bare på en ny den næste aften. Da vi imidlertid sammen havde oplevet en hel masse spændende ting, og historierne blev flere og flere, kom problemet: Cecilie ville høre nogle af de første igen! Jeg prøvede ihærdigt at granske min hukommelse, men ligegyldig hvor stor umage, jeg gjorde mig, så blev jeg konstant afbrudt og rettet. "Nej, sådan var det ikke." "Gerda mødte først drengen bagefter, kan du ikke huske det?" "Kan du overhovedet ikke huske noget?" Efterhånden overtog Cecilies mor mere og mere min fortælletjans, og efter at min datter fyldte ni år, var det, at jeg følte, at hendes beundring over min fortællekunst blegnede med samme takt, som rettelserne undervejs i fortællingerne tog til. Da var det, at jeg en dag blev reddet som historiefortæller: "Far, vil du ikke godt fortælle om dengang, du var dreng?" "Fortæl om dengang du var på børnehjemmet og om dengang, du red på ornen!" 114 sider, illustreret,