Forlagets beskrivelse af: Jeg kaldte ham slips af Milena Michiko Flašar

Tyveårige Taguchi Hiro har i to år levet som hikikomori – lukket inde på sit værelse i forældrenes lejlighed i Tokyo uden kontakt med omverdenen. Da han omsider beslutter at begive sig ud, sætter han sig på en parkbænk og kigger på folk. En dag kommer en midaldrende kontormand i jakkesæt og slips og sætter sig på bænken overfor med sin madkasse. De følgende dage dukker han op igen, tavsheden bliver brudt, og et venskab vokser frem. Kun for en fremmed tør man afsløre sine inderste tanker, sorger og drømme, mens man samler styrke til at begynde igen. JEG KALDTE HAM SLIPS er en historie om ensomhed og angst for at spilde sit liv. Om uventet venskab og nærhed. Milena Michiko Flašars bænk står i Japan, men kunne lige så godt være placeret i Vesten.