Litteraturen om Johanne Luise Heiberg er jo efterhånden meget omfattende, men Vibeke Schrøders bog (tidl. Selvrealisation og selvfortolkning i Karen Blixens forfatterskab, 1979) placerer sigafgjort som et centralt værk. Hun formulerer sit projekt således: 'Ved at dykke ned i teater- og litteraturhistorien er det muligt at vise sider af hende, som både hun selv og den traditionelleforskning ignorerer'. Det vil sige, at det navnlig er JLH's sene år og ukendte sider som hendes journalistik, der bliver lagt vægt på. JLH var i sin karrieres aften som kunstnerisk leder på DetKgl. Teater af afgørende betydning for det nye norske dramas (Ibsen og Bjørnson) succes, og hun gjorde hermed på sæt og vis 'bod' for de undladelsessynder, hendes gemal Johan Ludvig tidligere havdegjort sig skyldig i. Hun knyttede mange nye kontakter i disse år, og hun fik med sine 3 adoptivdøtre endelig udløst de moderinstinkter, hvis fornægtelse i ægteskabet med Heiberg kostede hende dyrtpsykisk. Schrøder vilmed sin bog vise JLH i fuld figur og farver. Det lykkes fremragende, og alle interesserede kan læse med