De 7 krystalkugler befinder sig midt i rækken af Tintin-fortællinger, og albummet står på flere måder centralt i produktionen. Først og fremmest er intrigen, der fortsættes i Soltemplet, en af de allerbedste Tintin-historier - og det siger ikke så lidt. Dertil kommer, at albummet indeholder en fornemt timet blanding af spænding og humor, hvor det ene element elegant afløser det andet. Hergé's fortælleteknik var her i 1940'erne finpudset til en høj grad af perfektion, og albummets mange cliffhanger-effekter driver ubønhørligt læseren gennem handlingen. Også Hergé's tegnestil var på dette tidspunkt i karrieren fuldt udviklet, hvilket bl.a. illustreres af en stribe fantastiske enkeltbilleder, som bliver siddende meget længe på nethinden. Niels Søndergaards nye danske oversættelse er som i de tidligere albums særdeles dygtigt håndværk, der rammer den oprindelige tone i fortællingerne langt bedre end den tidligere oversættelse. Desuden giver den nye kongeniale tekstning bedre plads i taleboblerne, ikke mindst til kaptajn Haddocks tirader af eder og forbandelser, og også det er en oplagt gevinst i forhold til før. Tilbage er kun at sige: læs albummet - igen