"Even with Dylan's long history of overt affection for pre-rock & roll pop (...), Shadows in the Night might come as a surprise. Shadows in the Night finds the songwriter (...) finding sustenance in the Great American Songbook, with every one of its songs recorded at some point by Frank Sinatra ... His voice shows gravelly signs of wear but he knows how to use his weathered instrument to its best effect, concentrating on the cadence of the lyrics and digging deep into their emotional undercurrent. In that sense, Shadows in the Night is a truer Sinatra tribute than the stacks of smiling, swinging empty tuxes snapping along to "It Had to Be You," for Dylan inhabits these songs like an actor, just like Frank did way back when"

"Adspurgt om, hvad Sinatra mon selv ville have syntes om pladen, har Dylan i forbindelse med udgivelsen udtalt: "Først og fremmest tror jeg, at han ville være forbløffet over, at jeg har indspillet de her sange med et fem-mands-band. Jeg tror, at han, på en vis måde, ville have været stolt." Mon ikke; er Shadows in the Night ikke en nøgleplade i Dylans oeuvre, er den ikke desto mindre en smuk, musikalsk gave - fra en gigant til en anden"

"Bob Dylan har altid sat en ære i ikke at leve op til oververdenens forventninger. Hvis man virkelig vil provokere i dag, skal man ikke tænke uden for boksen, men inden for den. Og det er måske det, Dylan har gjort på sin nye nostalgiske musikhistoriske ekskursion"

"På sit 36. album viser Bob Dylan nye, rørende sider af sig selv med en række overraskende vellykkede fortolkninger af Frank Sinatras sange ... »Shadows In The Night« er ikke Dylans mest ophidsende plade. Til gengæld er den som skabt til den ensomme ulvs sene aftenstund - solidt placeret i lænestolen med en brun spiritus i et tykbundet glas som eksistentielt dulmende sidevogn. Det er vellydende uden at kamme over, smagfuldt, og ja, faktisk overraskende rørende i sine bedste stunder. Jo, den gamle hund kan stadig nye tricks. Hvem havde lige troet det?"

"Dylans indspilninger er lavet med hans tour-band, og den tyste sound er især kendetegnet ved Donnie Herrons pedal steel guitar, fraværet af trommer og ikke mindst mandens stemme. Det skal siges, at det her nok er det album i nyere tid, jeg har hørt med flest off toner. I begyndelsen havde jeg det svært med det, men nu elsker jeg det. Altså, hvilken onkel vil du helst ende ved klaveret med - ham, der laver en Stig Rossen, eller ham med blikket, kærligheden og de sjove toner? Det er ham, du husker resten af livet. Og det ved Bob Dylan godt, så han byder på en omgang. Han ved også godt, at det er chancebetonet at vælge at fortolke et materiale, folk kender fra en sanger som Sinatra, men som sagt, der gælder særlige regler for Bob Dylan"

"It may be the most straightforwardly enjoyable album Dylan's made since Time Out of Mind. He's an unlikely candidate to join the serried ranks of rock stars tackling standards: appropriately enough, given that Frank Sinatra sang all these songs before him, he does it his way, and to dazzling effect"