"»Magic Whip« er lyden af fire gamle venner, hvis musikalske glød og eventyrlyst er mere end intakt. Den kollektive skabertrang fremstår enorm. Her er det i særdeleshed en fornøjelse at lægge ører til Coxons knudrede guitarspil tilbage i Blur-regi. Hør blot, hvordan hans strengeleg gnistrer på det overstyrede fræserkvad »Go Out« og den manisk poppunkede »I Broadcast«. Og lyt så samtidig til, hvorledes han også mestrer det afdæmpede og diskrete spil på den slæbende »New World Towers« og den melankolsk boblende »Pyongyang«. Et imponerende spænd"

"Uanset hvor kære ungdomsminder man har om Blur, må man konstatere, at The Magic Whip rummer 12 stykker yderst behagelig, men på ingen måde skelsættende musik. Adskillige numre har et elskeligt poptække, der kandiderer til en plads på et greatest hits-album. Mens instrumenteringen har den samme underfundigt excentriske karakter, som man kender fra især Graham Coxons soloplader. Det specifikke Blur-præg er de fra The Kinks direkte nedarvevede middelklassekarakterstudier, som Albarn altid har excelleret i"

"I dynamikken mellem de fire musikere spænder Blur fra den rislende hymne om Nordkoreas hovedstad på 'Pyonyang' til den optimistiske fællessang under 'Ong Ong'. Graham Coxon skærer kantede stykker støjgranit ud i den hårdt stampende 'Go Out', plasticlyde i stærke farver bobler rundt om Damons Albarns naive melodi på ' Ice Cream Man', de kravler gennem et psykedelisk ormehul på 'Thought I Was a Spaceman' og finder rundt om Dave Rowntrees trommer og Alex James' bas ned i et dovent reggae-groove med kurs mod solnedgangen på 'Ghost Ship' ... Hvis den ene styrke, Blur demonstrerer på 'The Magic Whip', er evnen til at genop-finde sig selv musikalsk fra sang til sang, er den anden deres greb ud efter deres samtid. Blur brændte ud i Marokko, men er genopstået i Hongkong. De er atter en prisme, man kan se det moderne liv igennem"