Camilla er kun 15 år, da hun begynder at tage stoffer...

Fra 1975 til 1981 kæmper Pia for at redde datteren Camilla ud af narkomanien. Camilla starter med hash og stesolider i skolen og går snart over til hårdere stoffer. Pia står for en privatnedtrapning med sovepiller, senere metadonbehandling, men først et ophold på P 65, et statshospitals afdeling for unge, ser ud til at kurere Camilla. Hun tager et EFG-basisår, men mangelen påpraktikplads slår hende ud. Situationen forværres, så hun til sidst bliver luder for at tjene de 3000 kr. til den daglige heroindosis. Camilla dør på hospitalet efter en "kold tyrk", et stop forstoffer uden nedtrapning. Romanen er kronologisk og refererende, Camilla er omfattet af dybe følelser, men skildres udefra som et tilfælde. Romanens få reflektioner går på Pia's situation som mortil en narkoman, det store nervepres, hun udsættes for, og hendes valg om at støtte Camilla, skønt hendes egen tilværelse ødelægges. Romanen er monoton i starten, den mangler litterære kvaliteter,men historien er så dramatisktil trods for den afdæmpede tone, at bogen vil fængsle det store publikum, der læser narkoman-litteratur. Også til ungdomsafdelingen