Lektørudtalelse

Forfatter: Lis Mikkelsen

Wolfgang på 13 år har fået en opgave i skolen. Han skal skrive om engle, og stilen skal være en juleoverraskelse til forældrene. Gennem 14 dage skriver han en slags dagbog om den engel, han kender - nemlig lillesøsteren Hanna - og det er en grusom skildring. Den lille pige med svovlstikkerne er Hannas yndlingseventyr. Hun kan det udenad og må ligesom den lille pige bruge fantasien for at forestille sig varme og fællesskab. Hanna er ofte indespærret i familiens badeværelse i timevis, og fantasien er hendes eneste flugtvej. På overfladen er hendes familie velfungerende og nydelig. Under overfladen domineres den af den følelseskolde mor, der er dybt utilfreds med sit liv. Faderen og Wolfgang er svage personer, der ikke magter at beskytte Hanna. Til sidst bliver de traumatiske oplevelser for meget for pigen, og hun begår selvmord. Bogen er meget gribende og kan være et fint udgangspunkt for etiske drøftelser i 8.-10.kl, men det kan være problematisk for læreren at formidle en historie, hvor et barn ikke ser andre udveje end at tage sit eget liv. Vi kender forfatteren bl.a. fra serien om Den lille vampyr