Lektørudtalelse

Forfatter: Bodil Pedersen

I denne billedbog behandles et vanskeligt emne på en god og indfølende måde. Lille Ulf fortæller om sin egen rørende måde at bearbejde sorg på. Hans søster er død i moderens mave, og det optager ham meget. Han fantaserer og spekulerer. Da hun efter hans mening må befinde sig i himlen, kalder han hende sin englesøster. Han leger, han er søsteren, smelter sammen med hende og får i en del af bogen samme identitet. Han klæder sig ud som hende og viser hende på den måde "livet". Ulf har mange religiøse anfægtelser og henvendelser til Gud. Bogen er både poetisk og ganske underfundig. Samtidig stiller den indirekte en masse af de liv-og-død spørgsmål, som mindre børn ofte er optaget af. Måske er det en af forfs. barndomserindringer? Illustrationerne er enkle, en anelse stive og let afkodelige. I farvevalget fornemmer man både bogens realisme og det fantastiske element. Flere steder med en "himmelsk" synsvinkel. Til oplæsning fra 5 år. Bogen kræver en voksen, der har ro og mod til både at besvare masser af spørgsmål og til at undre sig på lige fod med barnet. Tidligere er udkommet Kan du fløjte, Sofie? l993 med samme illustrator og nogle af de samme personer