Lektørudtalelse

Forfatter: Lise Lotte Larsen

Et af de knap så kendte H.C.A. eventyr, ikke udgivet som billedbog i mange år. En dyb og besynderlig historie og i hvert fald ikke en "renlig" fortælling, som den lerpotten fortæller til stor glæde for det øvrige køkkentøj i den morsomme karikatur over menneskeligt bigotteri, der lægges i munden på hovedpersonen som en fortælling i fortællingen. Det er usædvanligt for et eventyr, at den fallerede købmandssøn, der rejser til Tyrkiet i en flyvende kuffert og ved at udgive sig for tyrkergud vinder den utilnærmelige prinsesse, alligevel ikke får den udkårne til sidst. Ved letsindig omgang med fyrværkeri får han sat ild til kufferten, det eneste transportmiddel, der kan bringe ham til hende. Det gemmer på en konsekvenstung morale, men fortalt så let og muntert, at man næsten ikke opdager det. Også fortællingens snedige komposition er dybt fascinerende: tre fortælleplaner, der - skubbet ind i hinanden som en gammeldags kikkert - giver fortællingen et stærkt bevægeligt zoom fra stort til småt og tilbage igen i umærkeligt glidende bevægelse. Ren magi, som billederne spejler med lysende og mættede akvareller og hjælper på vej ved at vise købmandssønnens profil i billedrammen, når det er ham, der fortæller. Fortællekunst for alle fra 4-5 år