Lektørudtalelse

Forfatter: Finn Windfeldt Hansen

At karakterisere Æsops fabler som en del af vor kulturarv er næppe at overdrive, al den stund at fablen som udtryksform har overlevet gennem århundreder, først mundtligt og siden skriftligt. En række nu klassiske fabler tilskrives den græske slave Æsop, der levede omkring år 500 f.Kr. Den belærende og moraliserende fabel, hvori især dyr og fugle tillægges faste karakteregenskaber, har altid tiltrukket mange læseres og tilhøreres udelte opmærksomhed i kraft af den livsvisdom, det klarsyn og den indsigt, som var knyttet til fablens afsluttende morale. Formen: en kort fortælling med dens sproglige stringens, rigdom på metaforer, skarpe handlingsforløb og ofte overraskende pointe er i overenstemmelse med traditionen også at finde i denne layoutmæsssigt smukke Æsop-udgivelse, hvis nærmere indhold baserer sig på franskprogede fabeludgivelser fra 1690 og 1714 med tilhørende ledsagende illustrationer. Udover enkelte ikke tidligere oversatte fabler er fornyelsen at finde i Vagn Lundbyes nyskrevne ledsagende moraler. Lundbye søger her på baggrund af århundredgammel visdom at tolke og give læseren indsigt og gode råd, båret af både humanisme og humor, med på tærsklen til det 21. årh En fabeludgivelse, der kan læses af voksne, høres af børn og formentlig forstås af alle!