Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

Endnu en herlig billedbog med en psykologisk velturneret historie af vinderen af Kulturministeriets Illustratorpris 1996. Her er det den ømtålelige og krisefyldte spisesituation han tager på kornet. Den er der skrevet mange psykologibøger om, men ingen så sjov og forløsende som denne, der primært er henvendt til mindre børn. Som i forgængeren Jeg vil også være baby om søskendejalousi tager Mats Léten fat i et velkendt problem og sætter det i relief ved at vende tingene lidt på hovedet med humoren som det altafgørende våben. Pigen Top kan ikke lide maden og vil have pandekager i stedet. Mor og far skælder ud og bruger den altædende baby som forbillede. Næste dag overrasker Top familien med at lave mad - pølser med syltetøj!. Nu er det pludselig mor og far, der lider af spisevægring, mens Top og baby spiser lystigt. Det er flot lavet og fuldendes af ill., som udbygger den enkle tekst med følelser og stemninger i MLs karakteristiske, levende streg. Billederne er som teksten koncentreret om det væsentlige og bygget op om enkle scenerier bl.a. spisebordet på en grøn ensfarvet baggrund. En sød og sjov bog som ud over at underholde kan sætte gang i snakken om den hjemlige spiseseance ud fra en børnesynsvinkel. Fra ca. 3 år