Lektørudtalelse

Forfatter: Birger Hoff

Herman Melville's fantastiske fortælling om den hævngerrige og bindegale kaptajn Akab's jagt på den hvide hval, kaldet Moby Dick, er herhjemme udkommet i adskillige versioner og gendigtninger. Nærværende udgave er en temmelig forkortet gendigtning, der har sin styrke i nogle meget flotte og stemningsfulde billeder, som slynger sig rundt på de forholdsmæssige store og åbne opslag. I en særdeles dramatisk streg, med afvekslende brug af indtryksfulde farver og sort/hvide skraveringer, er de stærkt medvirkende til at give historien netop den karakter af myte, som er det bærende element i Melville's fortælling. Selve gendigtningen kommer desværre ikke på omgangshøjde med billedsiden. Den er simpelthen for kortfattet, og det går desværre mest ud over fortællingens fascinerende persongalleri. F.eks. anes det usædvanlige venskab mellem fortælleren Ismael og maorien Queequeg kun overfladisk, og dybden i kaptajn Akabs dæmoni synes kun at være ridser i skibslakken. Denne udgave lægger sig nærmest op af Lademanns Junior Klassikere fra 1978. En udgave af nogenlunde samme format som den foreliggende, men med større vægt på fortællesiden. Bogen her kan læses fra omkring 11 år, og jeg er overbevist om, at den også bliver det