Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Huxleys fremtidsroman fra 1932 udkom sidste gang i 1960, men er senere trykt i mange oplag. Denne nye udgave er samme oversættelse, omslag og opsætning er ny og forordet er udskiftet med omtalen fra Den store danske encyklopædi. Det er altid med lidt nervøsitet man genlæser en gymnasieklassiker og ikke mindst en fremtidsspådom, der har så mange år på bagen, men Huxley holder! Faktisk har store dele af hans skræmmebilleder fået fornyet aktualitet gennem de seneste års udvikling indenfor genteknologi og fosterdiagnostik samt fontex, ikke at forglemme. Selvfølgelig er der ting, der får en til at trække på smilebåndet, fx fascinationen af lynlåse og sproget i kærlighedsscenerne, der nok var ironisk overfor datidens litteratur, men i dag kun virker opstyltet. Det er dog småting overfor den friskhed, både satiren og advarslen har i dag, og den utrolige forudsigelsesevne Huxley havde. Mange af hans fantasier er virkelighed i dag, selv om verden (endnu) ikke helt har taget den djævelske udvikling, han spåede