Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

Mor er den bedste i verden! - eller er hun? Drengen kommer i hvert fald stærkt i tvivl. Hans mor er nemlig ikke bare almindelig tyk. Hun er tyk som en elefant. Hun vækker opsigt overalt, skovler uhæmmet mad ind og fylder hele bussædet ud. Meget pinligt, synes drengen og skifter i protest sin opsigtsvækkende mor ud med den nye nabo, der er pæn, stille og slank. Han får dog hurtigt nok af al den pænhed og orden, og fremfor alt er der kun én, han kan få sig selv til at kalde mor. En skæg og festlig billedbog, og som sædvanlig når Aakeson er på spil, er sagen sat på spidsen. De fleste børn kender til pinlige forældre, og har vist ingen problemer med at forstå drengens kvaler. For hans mor er det vigtigste blot at være mor - og det er, når det kommer til stykket, ikke så ringe endda. Bogen bæres i høj grad af de frodige, herligt voldsomme billeder med den fuldfede mor i centrum iført opsigtsvækkende, knaldrød kjole, amerikanerbriller og højt hår. Billederne er tegnet med løssluppen, ekspressiv energi og malet med farverige, brede støg. Flotte og udtryksfulde billeder som understreger at Mette-Kirstine Bak er en af de nye, spændende illustratorer. En herlig billedbog med stof til eftertanke. Fra ca. 4 år