Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Verner Nielsen

Billedbogen indeholder en sød og poetisk, lille kærlighedshistorie om Elmers trængsler inden den skønne Elvira vil give ham sit ja. Hun hævder, at hun kun kan elske en mand i uniform og det er svært for Elmer at finde den helt rigtige. Nok er de to agerende meget voksne mennesker, men skildringen af følelsernes op- og nedture under forelskelsens stadige skiften mellem pinsler og lykkelige håb er skildret så lunt og fornøjeligt, at også børn fra noget inden skolealderen kan føle med den stakkels Elmer undervejs og dele hans lykke til sidst, hvor eventyret sammen med den udvalgte kan starte. Den fyldige tekst er sat i små blokke i og ved de store illustrationer. Den er lunt underspillet fortalt med herlige, nøgterne tankekommentarer fra Elmers sorte kat, der også griber aktivt ind i begivenhederne. Billederne er frodige malerier i en vild stil, der fanger øjnene med meget forenklede figurer og dristige farvesammensætninger, der afspejler Elmers skiftende sindstilstande. Hvert opslag har et stort billede at dvæle ved og et mindre ved teksten. De kunne ligne børnenes egne billeder med skæve personer og en helt afslappet holdning til perspektiv