Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Damm Jensen

Endnu en gang har Palle Petersen produceret en flot fotbilledbog fra Grønland. Han har evne og blik for at få tekst og billede kombineret så det danner en vedkommende helhed, giver en god historie. Også her, hvor den 12-årige hovedperson Nuka drømmer om at blive en rigtig fanger. Læseren følger ham året rundt, føler hans smittende glæde ved naturen og fangerlivet. Han skyder sin første ren og sæl, er med på fiskeri og hvalfangst, på hundeslæde ud over isen på isfiskeri og narhvalefangst, og vi er med i hans drøm over alle drømme: at skyde en isbjørn. Fangerfællesskabet med at dele fangsten træder tydeligt frem. Hvert opslag dækker en lille afrundet historie. Første opslag viser desuden et lille grønlandskort og fortæller kort om landet. For- og bagside prydes af Nuka på hundeslæde. Bogen kan fint supplere øvrige bøger om Grønland og dermed indgå i grønlandsemner på mellemtrinnet ud over bare at give en god historie om et liv og en livsindstilling, der er totalt anderledes end syddanske børns