Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Sommerfugle beskriver de omkring 150 forskellige dagsommerfugle, der kan træffes i Nordvesteuropa og på de britiske- og nordatlantiske øer. Efter en kort introduktion beskrives de enkelte arter med en enkelt eller to pr. opslag. I et ligefremt sprog, der også henvender sig til nybegyndere, gennemgås: kendetegn, levested, adfærd, udvikling og status. For hver enkelt art er der desuden et kort, der viser såvel udbredelse som yngleområder. Endelig ser vi eksempler på andre arter, som ligner til forveksling. De omhyggelige illustrationer, der til lejligheden er udført af Birgitte Rubæk fra Zoologisk Museum, er med til at lette mulighederne for at bestemme de enkelte sommerfugle. Der er efterhånden mange sommerfuglebøger på bibliotekerne, men denne bør fremhæves for sin pædagogiske opbygning og sit håndterlige format som en af de bedste for lægmand. Om den så også vil gøre nytte, når lektørens egne unger kommer med et stakkels kræ, må tiden så vise