Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Barokkens tekst griber fat i fundamentale træk ved dansk barokdigtning. Værket etablerer en analytisk tilgang til teksterne med hovedvægt på den allegoriske fortolkningsmetode og inddrager historiske, æstetiske og ideologiske synsvinkler på barokkens tekster: Hvad er nyt, hvorfor blev de skrevet, hvad er typisk for dem? Der bliver gennemgået tekster af bl.a. Kingo, Leonora Christina, Bording og Arrebo. Som afslutning diskuteres barokkens sammenkædning med modernisme og postmodernisme. Teksten er løbende forsynet med noter og litteraturhenvisninger, og den afsluttes med en ordliste og litteraturforslag til undervisningsbrug. Niveauet er højt og kræver kendskab til retorik og metrik. Målgruppe er dansklærere på gymnasium, HF og VUC samt studerende på videregående uddannelser. Andre ihærdige læsere hjælpes godt på vej af en klar fremstilling, god disponering af stoffet, ordliste og et glimrende udvalg af billedreproduktioner med forklaringer. Eneste anden enkeltstående fremstilling om emnet er Ejnar Thomsen Barokken i dansk digtning (1971, opr. 1935), der har større vægt på enkeltværker, men som savner den overordnede analytiske tilgang til teksterne