Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Denne bog om dinosaurer har sin force ved sin farvestrålende og dramatiske billedside, der vil tiltrække de dinosaurusglade drenge. Indholdsmæssigt følger bogen det velkendte mønster med afsnit om dinosaurernes forfædre, de forskellige typer dinosaurer, føde, æg og unger, udgravning af dinosaurusskeletter samt mysteriet om dinosaurernes endeligt. Bogens indbydende forside viser en triceratops på en skakternet baggrund. Teksten er rimeligt mundret, men ikke specielt letlæst, og er inddelt i mange småafsnit, hvor faktaafsnittene fremhæves med indramning. Diverse andre dinosaurusbøger for børn præsenterer omtrent det samme stof, ofte endda mere overskueligt, hvis bogen skal bruges i opgavesammenhæng. Men det afvekslende layout og de flotte farvemættede akvareller, hvor dyrene er opstillet i dramatiske positurer, og små detailtegninger giver et fint indtryk af deres størrelse i forhold til et menneske, er særdeles iøjnefaldende, og bogen udgør et pænt supplement til denne populære genre. Bogen kan selvlæses fra ca. 11 år, men de yngre dinosauruselskere vil også nyde at billedlæse den