Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

En rigtig trold skal være fæl, og troldeunger skal være uartige, frække og dovne. Det er lige præcis, hvad de tre troldeunger Kolle, Rolle og Olle er i denne herlige billedbog. Børn i førskolealderen og i de yngste klasser i skolen vil more sig over scenerne i bogen. Det er ikke småting, hvad disse tre finder på for at slippe for kedelige pligter såsom at hente vand, at få pandekager med syltetøj i stedet for tudsesuppe eller at passe deres lillesøster. De får bragt sig i nogle tilsyneladende uløselige situationer, og i en af dem får de da også en omgang læsterlig troldeklø. Den sidste scene er dog fredelig, troldefar er faldet ned, og på det sidste billede hygger de sig sammen i familien. Bogen indeholder fire afsluttede historier. De er rigt illustrerede med skægge og livlige akvareller, der både understøtter handlingen samt tilføjer historierne ekstra dimensioner