Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Jensen

Underholdende historisk roman fra Spanien omkring år 1500. Inkvisitionen hærger, og landets jøder flygter eller konverterer til katolicismen. Den unge Yonah er alene tilbage, efter at hans far og bror er myrdet og resten af familien udvandret til Portugal. Han må leve en tilværelse på flugt under falsk navn og udgive sig for at være konvertit samtidig med, at han kæmper for at bevare jødedommen i sit hjerte. Efter flere års omflakken kommer han til Zaragoza, hvor han bliver udlært som læge, møder sit livs kærlighed og løser gåden om mordene på sine familiemedlemmer. Bogen er spændende og let at læse, skønt strukturen er løsere og handlingen mere hovsa-præget end i Noah Gordons tidligere romaner. Men hovedindtrykket er godt professionelt fortælle-håndværk, baseret på solid historisk research, som både giver indblik i det mørke kapitel af Spaniens historie og i tidens medicinhistorie. Der kan godt komme samme efterspørgsel på denne bog som på hans andre historiske lægeromaner Helbrederen, 1994 og Shamanen, 1993, som var de to første bind i en trilogi, der afsluttedes med nutidsskildringen En kvindes valg, 1996