Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

En sød og enkel billedbog for mindre børn om hvordan fordomme og sladder kan trives, når en fremmed flytter ind. De livlige, farverige ill., som følger historien, udtrykker fint personernes tanker og følelser og sammen med den ligefremme tekst bringer de temaet ned i øjenhøjde med målgruppen. Ræven, hønen og haren er spændte på hvem der flytter ind i deres hus, og de bliver ikke glade da de ser, at det er en gris. For alle ved jo at grise sviner, er ulækre og snavsede. I starten leder de efter fejlene og ser kun dem, ikke de positive ting. Først da situationen er tilspidset og de tre er på vej til at tage affære, opdager de at de har taget fejl. Grisen er hverken sjusket eller urenlig, men tværtimod rar og imødekommende og har te og kager parat til naboerne. Selve situationen er fint beskrevet, enkelt, med gentagelsens effekt og konklusionen er også klar. De tre må æde deres fordomme i sig igen, for de holder ikke ved nærmere eftersyn. Et sympatisk og identificerbart budskab serveret i en letløbende, enkel tekst henvendt til de ca. 3-5-årige. Bogens venlige, farverige billeder vil appellere til målgruppen, der vil føle sig i godt selskab så længe det varer