Lektørudtalelse

Forfatter: Bodil Pedersen

En let moraliserende billedbog der foregår i dyrenes verden. Den fortalte historie rettet mod de yngste læsere er ganske aktuel og har tydelig adresse til den måde, vi mennesker omgås på, og hvordan vi opfatter hinanden. Bogen handler kort sagt om selvtilstrækkelighed, fordomsfuldhed og tolerance. Det er ikke en flygtning, det drejer sig om, men en flytning. En gris flytter ind, og nogle af de øvrige beboere i ejendommen såvel høne Henriette som doktor Ræv og hare Nikolaj udviser fordomsfuld opførsel. Der skal meget til, før det lykkes dem at nå til den erkendelse, at grisen Theodor besidder positive egenskaber. At han både er kreativ og energisk. Her er gentagelsen sammen med læserens forudforståelse vigtige elementer. De livlige illustrationer bærer historien. De er udført i akvarel og leger med rum, størrelse og perspektiv. Til oplæsning og samtale om angsten for det fremmede og anderledes. Fra 4-6 år