Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

Her er så det fjerde og sidste bind i serien Adam Stråskægs Paradis som børnene kender fra P3's morgenradioprogram "Petrea", og dette bind er helt på linie med de tidligere både med hensyn til layout og stil. De ti nye, små historier om Adams oplevelser egner sig godt til oplæsning for børn fra 5 år der vil fryde sig over såvel det fantasifulde og hyggelige indhold som over forfatterens leg med sproget. Efter en kort introduktion til den altid hjælpsomme og eftertænksomme Adam Stråskæg og hans univers i Blåklokkebakkerne fortæller Rune T. Kidde i et fornøjeligt sprog med bl.a. mange bogstavrim og nye onomatopoietika om Adams pudsige oplevelser i naturen med jordbærfarvede mikrofanter, spirrevippipperfuglen på Klippetinde Top, den gumpetunge klukfugl og mange flere. Det er en samling korte, finurlige historier hvor indholdet er mere filosofisk end dramatisk. De foregår alle indenfor Adams trygge miljø ved Pytsøen og Pjaskåen, og alle sider er illustreret med små sort/hvide stregtegninger der passer fint til historiernes tone