Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Søndergaard

Flunker-fans vil juble - flunkerne er over os for 7. gang, og her kan billedbogslæsere efter samme koncept og i den samme crazy tegneseriestil gå på opdagelse i billederne af de små spidsørede rummænd. Historien foregår i år 2070, hvor 4 rumforskere fra De Forenede Nationers Rumforskningscenter (FNR) lander på en fjern planet, der viser sig at være beboet af de drilagtige flunker. Denne begivenhed skildres i 17 episoder med sprælske tegninger og en kort billedtekst. Til hvert billede er knyttet en opgave, som skal løses for at hjælpe rumforskerne fra flunkernes chikanerier og få dem helskindede hjem. Opgaverne lægger op til at gå på opdagelse i billederne, men de fleste ligner mere de opgaver, som findes for børn i ugebladene f.eks. finde fejl, regne, løse bogstavkoder og labyrinter. I de tidligere Flunkerbøger har opgaverne været mindre væsentlige, da bøgerne stort set kun bliver brugt til spontan kiggejagt i myldrebillederne. Men billederne i denne bog lægger ikke op til helt så meget fordybelse i tegningerne, der indeholder færre overraskende deltaljer og sjove flunker end tidligere. Bogen vil helt sikkert blive efterspurgt, men for mange inkarnerede flunker-læsere fra 5 år vil den nok være et lidt skuffende gensyn