Lektørudtalelse

Forfatter: Flemming Faarup

I 70'erne fik nogle belgiske og hollandske forskere ideen til at lave en undersøgelse af europæeres værdier og holdninger til forskellige samfundsforhold. I første omgang var det bekymring for religionens vigende betydning, der gav anledning til tankerne om undersøgelserne. Da projektet så i 1981 løb af stabelen var det blevet udvidet. Nu blev det en undersøgelse af 25 europæiske landes borgeres værdier og holdninger til politik, religion, familie og venner, arbejde og fritid m.m. Målet var at sammenligne forskelle imellem landene. Undersøgelserne er blevet gentaget i 1990 og i 1999. Denne bog er en gennemgang af den danske del af undersøgelsen, og viser hvordan der er sket en ændring af holdninger her i landet i de sidste 20 år. Der er en tilsvarende opsummering fra 1992 med samme titel, men med Ole Riis som forfatter. Det er forståeligt nok at et lands befolknings holdninger ændrer sig over en årrække. Med den indflydelse vi er udsat for globalt, vil det være mærkeligt andet. Bogen giver en beskrivelse af de forskellige områder, og ender med et afsnit med titlen "Hvilke værdier ændrer sig, hvornår og hos hvem." Det er meget interessant læsning, og selvom der er tale om et videnskabeligt arbejde er det skrevet i et sprog så alle kan forstå