Lektørudtalelse

Forfatter: Boy Olesen

Endnu en fremragende bog om heksen Winnie. Illustrationerne er meget fremtrædende og særdeles gode. Her er brugt mange farver og der er tegnet et væld af sjove finurlige detaljer, der giver muligheder for mange snakke. At Winnie er moderne kommer bl.a. til udtryk ved at hun bruger vaskemaskine, og at hun er en heks vises ved at hun benytter tryllestav og flyver på kost, altså en moderne heks. Winnie skal til heksenes årlige trylleshow, hvor hun skal vise sin nye trylleformular. Ved vaskningen af sin selskabskjole, kommer hun ved et uheld til at vaske sin tryllestav med. Efterfølgende virker den ikke, og der opstår sjove ting, fx bliver et æble til et æbletræ plantet lige midt i køkkenet. Winnies kat Wilbur løber til byen for at skaffe en ny tryllestav, og med den lykkes det Winnie at nå frem til showet. Bogen vil kunne gøre endnu flere til billedbogslæsere, og de der allerede er det, vil få en meget god oplevelse. Ikke to sider er ens, og man glæder sig hver gang man skal vende et blad. Velegnet som oplæsning fra 0. kl. og kan selvlæses fra 2.-3.kl