Lektørudtalelse

Forfatter: Hans-Christian Uth

Bogen adskiller sig ikke væsentligt fra de øvrige titler der de sidste par år er udkommet om emnet. Dog gives der i et enkelt kapitel en lidt mere detaljeret gennemgang af Siddharta Gautamas opvækst, sandhedssøgen og prædikanttilværelse. Bogen vil således kunne supplere de eksiterende titler. Efter en kort præsentation af buddhismen - og kapitlet om Buddha - gennemgås Buddhas lære, de hellige skrifter og steder, nogle af højtiderne og der sluttes med et rids af buddhismens udbredelse i dag. Brødteksten, som er forholdsvis kortfattet og forståelig fra omkring 7.klassetrin, er sat énspaltet i en læsevenlig typografi. Det typografiske helhedsindtryk er dog temmelig uskønt idét der bruges forskellige typografier i overskrifter, brødtekst, billedtekster, citater og tekstbokse. Illustrationerne, som udgør omkring halvdelen af bogens omfang, er dels gengivelser af historisk materiale, dels nutidige farvefotos hvoraf nogle er fritlagte i tekstbilledet. Bogen rummer en udmærket ordliste, litteratur- og adresseliste samt stikordsregister. Omslaget er som bogens tekstbillede noget rodet