Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Sloth

Verdens største dyregruppe er her beskrevet for de første læsere i serien Læs om. Teksten er skrevet i korte sætninger; men antallet af svære og lange ord gør den vanskeligere at læse end bogens udseende umiddelbart signalerer. Den kan selvstændigt læses fra 9 år og er i undervisningssammenhæng velegnet til fagligt læsekursus eller emnearbejde. I seks kapitler beskrives dyregruppens egenskaber kort og præcist. På de tre sidste sider findes, udover register og ordforklaring, også en oversigt over andre dyregrupper, insekternes rekorder samt svar på fem spørgsmål som er stillet undervejs i teksten. Layoutet er indbydende med åben tekststruktur og gode farvestrålende billeder vekslende mellem tegninger og fotografier - en del af nærbillederne vil afføde hvin af lige dele fryd og gys. Forfatteren har tidligere udgivet Tiger (01/34). Af lignende materiale til målgruppen har vi Insekter (99/40)