Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

I serien med genfortællinger af klassikere er turen her kommet til en af Victor Hugos kendteste romaner, der egentlig er skrevet for voksne, men som Disneys film har gjort "børnerelevant". Den dramatiske og dybt tragiske historie om den fæle Quasimodo, der bliver dybt forelsket i den smukke Esmeralda, men ikke kan redde hende fra galgen er fint genfortalt i et mundret, dialogfyldt og nutidigt sprog, hvor fortællingens personer virker levende og overbevisende. Historien hænger godt sammen og understøttes på bedste vis af Tord Nygrens smukke og stemningsfulde pennetegninger. Som de andre bøger i serien er denne bog tydeligt og læsevenligt sat op med korte linier og sætninger, ret store typer, mange små kapitler samt delestreger i lange og svære ord. De forskellige andre bearbejdede udgaver af Klokkeren fra Notre-Dame er alle betydeligt sværere at læse end denne, der primært er beregnet til selvlæsning fra 9 - 10 år, men også vil fungere udmærket til oplæsning