Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Sloth

Verden er ikke hvad den giver sig ud for at være - og det gælder især i Kim Fupz Aakesons verden. I elleve skæve, sjove og underlige historier - Ti genudgivelser og en ny - fortælles der frækt og finurligt om forunderlige hunde, besynderlige børn og usædvanlige voksne. I den nye historie om de grimme børn folder det Fupz'ske univers sig helt ud. Med sit finurlige sprog og masser af humor punkterer han flere af hverdagens menneskelige- og sproglige klicheer. Fælles for historierne er at de vil afføde en del gode grin og alle har de en god morale - selvom den eksplicitte fortæller ofte udleder en anden morale end læseren. Cato Thau-Jensen har givet historierne nye illustrationer. Hans karakteristiske streg supplerer teksten fint med sigende farvebilleder og sjove "lyd"-effekter. Dette er med til at give de kendte historier nyt liv. Bogen er oplagt til oplæsning i indskolingen og mellemtrinnet. Da flere af historierne er analytisk nemme at gå til, er det oplagt at bruge dem i litteraturundervisningen til eksemplificering af at en historie kan indeholde flere lag