Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Det er illustrationerne det handler om i denne meget flotte billedbog for de ældste billedbogslæsere. For H.C. Andersens elskede og verdensberømte eventyr om kejseren af Kina og nattergalen er der ikke meget nyt at sige om. Det står allerede i adskillige udgaver på alle biblioteker. Også med samme tekst, for det er den originale blot med ny retskrivning. Illustrator er ny i Danmark. Illustrationernes stil er inspireret af gamle kinesiske billeder med krogede træer, ornamentale klipper og skyer og silkedragter med mønstre og drager. Dragterne i klare farver står som kontrast til naturens afdæmpede kulører. Fint farvelagte tegninger ville jeg kalde det. Bogen oplyser, at teknikker og materialer indbefatter "rapidograf og vandfast akrylmaling, akvarel, goauche og blegning". Grundet inspirationskilden har tegningerne en bevidst "stivhed", og de passer udmærket til eventyret. Denne udgave kan godt stå side om side med de tidligere billedbogsudgaver, der også er gode. F.eks. den med illustrationer af Elisabeth Nyman (1993) eller af Alison Claire Darke (1989)