Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Andersen

Nye samlinger af udvalgte H.C. Andersen eventyr har vi i de senere år set en del af. Nattergalen indgår fx i Den lille havfrue og andre eventyr (1997), H.C. Andersens eventyr og Elverhøj (1999) og H.C. Andersen (2002). Det er rart at se en ny billedbogsudgave af det evigtgode eventyr, da en sådan sidst udkom i 1984 af Lisbeth Zwerger (også ill.), i 1989 af Nanna Gyldenkærne (ill. Alison Claire Darke) og i 1993 med ill. Elisabeth Nyman. Bogen har et dejligt format og layout og er tilpasset moderne retskrivning. Pudsigt nok er der ingen sidetal. Danske og udenlandske illustratorer har i tidens løb flittigt bidraget til at visualisere og tolke eventyret, og her klarer den russiskfødte Bagram Ibatouilline opgaven smukt med klare farver, detaljerigdom, perspektiv og kinesiske finesser i det kunstneriske udtryk. På hver anden side er der tekst, hvis bredde varierer, og teksten er nærmest i bevægelse fra det ene dobbeltopslag til det næste osv. som i symbiose med de fantastisk flotte illustrationer. Disse er på en lidt højtidelig måde også i uens størrelse og ofte ligesom klippet forkert fra hinanden og hører alligevel sammen. For børn og voksne en udsøgt oplæsnings/billed fornøjelse. Bogen kan selvlæses fra 4. - 5. kl