Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Hjøllund

Litteraturens veje er siden udgivelsen i 1996 kommet i mange oplag og har fået status som én af grundbøgerne i HF og gymnasiets danskundervisning. Denne nye udgave er på væsentlige punkter revideret og opdateret. To nye kapitler er tilføjet: Et introducerende kapitel "At analysere litteratur", hvor forskellige litteraturkritiske metoder pædagogisk demonstreres på et eventyr af H.C. Andersen, og en afsluttende oversigt over den nyeste litteratur omkring årtusindskiftet (ajourført til og med 2002), hvor en fænomenologisk og verdensvendt digtning synes at afløse 90'ernes minimalisme. En række væsentlige forfatterskaber, især fra 1970'erne (bl.a. Per Højholt, Peter Laugesen og Dan Turell), har fået en mere fyldig behandling - sandsynligvis ikke upåvirket af den kritiske revurdering af 1960'ernes "modernismekonstruktion" som foregår i disse år. Udvalget og disponeringen af stoffet er selvfølgelig subjektivt, men de brede periodegennemgange og fremstillingsformen lever op til forfatternes erklærede formål om at "fortælle litteraturhistorie som litteraturhistorier". Bogens billedmateriale er delvist nyt, og det afsluttende leksikonafsnit er revideret og udvidet