Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Melvilles burleske og brogede roman fra livet ombord på Mississippidamperen, Fidèle, er skrevet i 1857, men præsenteres her for første gang på dansk. Bondefangeren blev Melvilles sidste roman, men den er på flere måder moderne i sin konstruktion. Godt nok er rammen sat omkring dampskibets brogede galleri af karakterer af alle herkomster former og farver, men man bevæger sig som læser nærmest spøgelsesagtigt alene rundt mellem personerne tilsyneladende uden en fortællers mål og med. Titlen, der på dansk er uden forlæggets dobbelttydighed, spiller på tillid og bedrageri, hvor Melville bl.a. vil udstille menneskets umiddelbart tillidsvækkende venlighed, der dækker over grådighed og udstrakt aktivitet med at snyde og mistænkeliggøre hinanden. Samtidig har historien et lag med litterære og politiske referencer dels til klassisk mytologi og litteratur - Shakespeare citeres ofte - og dels til politikere og forfattere i Melvilles samtid. Det er en både satirisk og humoristisk roman, der er veloplagt og frisk i sproget og lysten til at fortælle de misantropiske historier. Et noteafsnit bagest opløser nogle af de indforståede referencer og oversætterens introduktion giver en fortrinlig indføring i Melvilles forfatterskab og receptionen af det