Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Med den sidste strenge isvinter helt tilbage i 1994/95 kan man næsten glemme de danske isbrydere, der for de fleste nok er synonymt med statsisbryderne i "bjørneflåden", som i dag består af de store isbrydere Danbjørn og Isbjørn og den mindre Thorbjørn. Bogen tager udgangspunkt i Elbjørn fra 1953-2003, som ved privat initiativ undgik ophugning og nu er bevaret oplagt i Ålborg som flot nyistandsat kombineret museumsskib, restaurant og kunsthåndværkerværksted. Værket glider derefter over i en skildring af isbrydningens historie. Både DFDS og DSB havde også regulære isbrydere og isbryderfærger, som i bogen får grundig omtale. Ligesom der berettes om tidligere tiders isvanskeligheder ved Lille- og Storebælt. Men primært drejer det sig om Statens Istjeneste, de allerede nævnte statsisbrydere og deres forgængere. Fremstillingen krydres desuden via 3 udmærkede kapitler med forfatterens egne oplevelser ombord på Danbjørn og Elbjørn i 1985, 1986 og 1987, hvor isen lå tyk i sund og bælt. Ill. med stik, skibsbilleder, skemaer med tekniske oplysninger samt flotte atmosfæremættede farvefotos af isbryderne og de danske farvande i al deres glitrende vinterpragt. Bogen er en meget indbydende dækning af et vigtigt og fascinerende kapitel i dansk søfartshistorie