Lektørudtalelse

Forfatter: Erik Nicolaisen Høy

Let revideret udgave af populærvidenskabeligt opslagsværk om grundstofferne. I forhold til 1. udgaven (1998) er værket bl.a. blevet tilføjet 3 nye grundstoffer (2 sider), oplysninger om nyfundne isotoper og nogle billeder er udskiftet. Værket er stadig det eneste af sin art på dansk. Hvert grundstof er beskrevet over et opslag. Teksten indeholder som regel en lille underholdende historie om grundstoffet. Men mest faktuelle oplysninger: karakteristika, kemiske egenskaber, hvad stoffet anvendes til (også historisk set), hvem der opdagede det og hvordan. Derudover generelle afsnit med ordforklaring, registre og om grundstofferne generelt. Billedmaterialet supplerer teksten: farvefotoer og diagrammer. Gennemgående faktabokse viser de væsentligste oplysninger om stoffet, og symboler angiver hvor meget der findes i mennesket, i naturen og hvor meget der produceres. Teksten er bredt forståelig og velegnet til opgaver på gymnasieniveau. (Den ene forfatter, Pawlik, er cand.scient. og gymnasielektor)