Lektørudtalelse

Forfatter: Knud Weile

Ifølge forfatteren er kolonihaver igen ved at være moderne, og mange unge mennesker er i dag skrevet op til de eftertragtede haver. I denne store og flotte bog fortæller hun derfor lidt om kolonihavebevægelsens historie og om sine egne positive oplevelser i familiens kolonihaver, men bogens største aktiv er absolut de mange stemningsfulde farvefotografier fra udvalgte kolonihaver i og omkring København. Billederne viser en idyllisk verden af solskin, øl, kaffe og hygge, og i en kort supplerende tekst fortælles lidt om de mennesker, der bebor de viste kolonihaver. Bogen giver et godt indtryk af trendsætterne blandt de københavnske kolonihavefolk og af deres opfindsomhed og fantasi ved indretningen af haver og huse. Det er først og fremmest en bog for folk med kolonihaver i københavnsområdet, der her kan få bekræftet, at de har nogle dejlige haver, og at det sociale liv i haveforeningerne lever i bedste velgående. Bogen henvender sig dog også til indretningsinteresserede, der her kan studere stilarten simple living i fuld udfoldelse og få præsenteret overbevisende eksempler på, at det er muligt at indrette spændende og velfungerende boliger og haver på ganske lidt plads