Lektørudtalelse

Forfatter: Lise Lotte Larsen

Vi kender denne titel i børnebiblioteket som billedbog fra 1996. Denne bearbejdede udgave i serien Læs for sjov er virkelig blevet en anden bog i en anden genre – først og fremmest til selvlæsning for begynderlæsere. Størrelsen er næsten halveret, og det voldsomme og næsten anmassende der er en del af pointen med ill. i billedbogsudgaven forsvinder i den nye udg. Sproget er forenklet ved at udelade og erstatte exotiske, øregangsgufsord med kortere og mere frekvente ord. Og sætninger er delt op og kortet af, så den vil ikke være samme på en gang mundrette og ekvilibristiske oplæsningsbog. Men det er stadig et vellykket bogværk, mere farverig end den brede masse af letlæsningsbøger. Og den nye tekst- og billedfordeling der har været nødvendig er faldet fint ud. Så den skøre historie om prinsessen der mangler modspil fra alle sine tilbedende prinser og derfor ender med at gifte sig med en mus, der er den eneste der tør indrømme at den elsker det, som prinsessen hader mest af alt – nemlig ost, kan sagtens anskaffes uanset om man har billedbogen endnu eller ej. I første række til selvlæsning for begynderlæsere (ca. 7 år)