Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Jensen

Titlen I.N.V.U. er forbogstaverne til de egenskaber, som seriens 4 unge kvindelige hovedaktører er i besiddelse af. Forbogstaverne står i den danske udgave for: Impulsiv, nuttet, venlig og umiddelbar. De fire unge kvinder har alle deres problemer at kæmpe med. Sey føler sig svigtet af sin egoistiske mor. Hali er klædt ud som en dreng, fordi hun skal erstatte den storebror, som blev dræbt i en ulykke. Halis mor vil ikke erkende, at broderen er død. Seys veninde har en kæreste Shio, som nu har slået op med hende, da han er forelsket i Sey. Jae er Seys bedste veninde og er generelt i godt humør, men hun har problemer med sin vægt. De fire pigers skæbner bliver ustandseligt viklet ind i hinanden, og der opstår intriger og gnidninger. Dette er det andet album i serien, som absolut vinder ved gensynet. Det er godt nok en romantisk pigeserie, men intrigerne er ganske fermt skruet sammen, og man kommer dybere ned i de forvirrede teenageres sammensatte sind. Produktet er koreansk og kaldes en "manhwa", og den skal læses på normal vesterlandsk vis i modsætning til den japanske "manga", der skal læses bagfra. Stregen er flot og stilsikker. Figurernes konturer står skarpt optegnet med markant tuschstreg. Gråtonerne er elegant udnyttet i den s/h streg. Layoutet er levende med varierede rammer, indskudte billeder og splitpaneler. Raffineret og elegant ungpigeromance for de 12-16-årige